Claus Hjortings blog » Blog Archive » Opgrader 10. klasse og stil krav til eleverne

Mit og min nevøs indlæg i Frederiksborg Amtsavis i dag. Essensen: 10. klasse bør forbedres markant og vi skal blive bedre til at stille krav til elever, forældre og lærere.

– – –

I disse dage vender skoleeleverne tilbage til skolerne og et nyt skoleår, det gælder også ca. 50 elever i 10. klasse i Rudersdal. De skal det næste års tid tilbringe meget af deres tid på en dyster, noget slidt 3. sal på Mantziusgården. Om de også i år mødes med ordene ”Det her er frivilligt for jer, så hvis I ikke gider være her, så gå!” ved vi ikke, men det var nogle af velkomstordene sidste år.

Mantziusgården - 10. klasse på 3. sal

På den baggrund er det ikke overraskende, at de enkelte elevers udbytte af et 10. skoleår varierer utroligt meget – og det er måske heller ikke overraskende, at Børne- og Skoleudvalget har lanceret udviklingen af et nyt 10. klassetilbud. Det nye i tilbuddet bl.a. flere timer, en uddannelses- og udviklingsplan og mere individuelle brobygningsforløb til ungdomsuddannelser og endelig en ny læseplan og kvalitetsmodel.

Vi synes, at udspillet er gammel vin på nye flasker. Der er allerede i dag krav, om at der udarbejdes en uddannelsesplan for elever i 10. klasse, men der er ingen konsekvenser af at ikke at følge den. Derfor kunne man i sidste skoleår jævnlig se 2-8 elever ud af 16 være tilstede til undervisningen. Det må og skal kunne gøres bedre. Og hvad nytter det at øge timetallet, hvis eleverne ikke er til stede.

Vi mener, at fysiske rammer har betydning, så 10. klasse bør flyttes til mere tidssvarende, lysere og mere attraktive rammer gerne i forbindelse med andre ældre elever. Det vil give muligheder for at tilpasse undervisningen, så den også når de elever, som ikke får nok ud af traditionel tavleundervisning.
Men vigtigst af alt så mener vi, at udmeldinger og holdninger har betydning. Vi skal forvente, at eleverne i 10. klasse kommer til timerne og vi skal turde tage dialogen og om nødvendigt konfrontationen, når aftaler ikke holdes eller undervisningen ikke passes.

Er holdningerne ikke på plads, så kommer de mange fine ord og planer fra Børne- og Skoleudvalget ikke til at nytte noget.

Oprettet af Claus_Hjorting, lagt under Kommentarer kl. 23:35

| 7 Kommentarer »

7 Responses

  1. Charlotte Says:

    Tak for dit indlæg, spændende at læse. Min datter skal i 10. kl til næste år. Har valget mellem Privat skolen Bernadotte Skolen i Hellerup eller Mantziusgården her i Birkerød. Trist at læse at der er ingen konsekvenser hvis man udebliver fra undervisning. Selvfølgelig skal der være det ! Lyder som en meget lad holdning !? Ved at fremmødet på Bernadotte er større – måske pga den mdr. betaling som forældrene ligger !?

  2. Joachim Hjorting Says:

    Hej Charlotte.

    Uden jeg har en større kendskab til Bernadotte Skolen, vil jeg klart anbefale den frem for Mantziusgården.

    Som skrevet i indlægget var det tit sådan “Det er frivilligt at være her, så hvis i ikke gider det, så gå!”

    Og selvom lærerene sagtens kunne se, og blev tydeligt irriteret over manglende fremmøde, gjorde de intet.

    Og dog, de SAGDE tit at de ville lave konsekvenser, men uden at det blev til noget.

    Så desværre, vil jeg ikke anbefale Mantziusgården til nogle, medmindre man ønsker et år med maximal fritid og minimalt med undervisning.

  3. Oliver Trab Says:

    Som tidligere elev på Mantzius Gårdens 10.klasse, kan jeg kun sige at det sted på ALLE måder bekræfter at 10.klasse er et ferie år..Der bliver ikke stillet nogle krav, størstedelen af lærestaben virker ligeså nedslidt som de omgivelser man befinder sig i.
    Undervisningsformen er outdatet (i hvertfald da jeg var der) og selvom du kan argumentere og dokumentere hvorfor det ville gavne at ændre nogle ting, holdes der fortsat fast i de ‘gode gamle dage’
    Jeg vil, som tidligere elev der, på ingen måde anbefalde 10. klasse på Mantzius Gården til andre.

  4. Charlotte Says:

    Hej Claus. Tak for dit svar, godt at høre fra dig. Har tænkt meget på det du har skrevet, da jeg ønsker det bedste for min datter – Som ny tilflytter har jeg fået indtryk af at Rudersdal kommune har gode skoler her – Jeg ønsker ikke at 10. kl. bliver en ‘sovepude’ for hende – da hun har planer om gymnasium efter 10. kl. Tænker – hvor er forælderne og deres holdning, til at børnene bliver væk fra undervisningen. De må da have en fornemmelse af at deres barn ikke deltager i undervisningen. Der er vel også en afsluttende eksamen. !? Hvis forælderne er ligeglad med om deres barn deltager i undervisningen eller ej – ja så er der vel ikke noget at gøre ….
    Det lyder som om at det kun er ‘dumme’ børn som tager 10. klasse med – børn som ikke aner hvad de skal fremover, måske jeg tager fejl!?
    Hvis en elev har over 30% – 40% … 50% i fravær skal den vel bortvises ….
    Vi skal deltage i info aften på Mantziusgården – så må jeg have dit indlæg i baglommen.
    Umiddelbart virker det som om at 10. klasse på Mantziusgården er et uambitiøst projekt både for elever og forældre – Hilsen Charlotte

  5. Joachim Hjorting Says:

    Hej Charlotte – for en god ordens skyld skal jeg lige understrege at det er Joachim Hjorting, Claus’ nevø der skriver 🙂

    Rudersdal har bestemt gode skoler, men det tæller ikke 10klassen.

    For at være ærlig, tror jeg ikke forældrene er klar over det lave fremmøde, for som skrevet er der ingen konsekvenser fra skolens side, så forældrene har ingen ide om eleverne er til undervisning eller ej.

    I de første måneder blev der sendt fraværs sedler ud til forældrene månedligt, men det holdt hurtigt op..

    Og angående den afsluttende eksamen, er niveauet sat meget lavt så de fleste bør klare den (altså det er 9klasses niveau) Kravene bør være højere.
    Og det er bestemt ikke kun dumme børn der tager 10 klasse, jeg betragter da bestemt ikke mig selv værende dum 🙂

    Så det korte og det lange er, hvis du ønsker at din datter skal have noget ud af sit 10 skole år – så er det desværre ikke på Mantziusgården.

    Venlig hilsen, Joachim Hjorting
    – Mantziusgården 2012/13

  6. Maria Steno Says:

    LokalListen har af flere omgange kæmpet for oprettelsen af en egentlig 0.g som et nyt 10.kl. tilbud målrettet de elever som har brug for et år til faglig udvikling før en gymnasial uddannelse. Vil familien Hjorting være med på den ide vil det være et skridt fremad?

    Læs mere her:

    http://lokallisten.dk/2013/02/09/nytaenking-af-kommunens-10-klassestilbud/

    Maria

  7. Claus_Hjorting Says:

    Hej Maria

    Jeg tror ikke på, at en 0.G er den rigtige løsning. 10. klasse skal være langt bredere og rettet mod mange forskellige uddannelser ikke kun gymnasiet.

    I risikerer en reel niveaudeling, hvis de 15-20 elever, der er interesserede i gymnasiet holdes for sig selv eller endda, som I foreslår, går på en anden skole.

    Det løser ikke problemet for de øvrige elever, men kun for de bedste og 10. klasse skal også være bro til erhvervsuddannelser og tekniske uddannelser – ikke kun gymnasiet.

    Vi mener, at bedre lokaler, der understøtter flere forskellige undervisningsmetoder, og at arbejde for en generel holdningsændring er et bedre sted at starte.

Skriv en kommentar

Din kommentar

NB: For at hindre spam, skal kommentaren godkendes - det kan tage lidt tid - men den kommer.